
fairbar søger medlemmer til musikudvalget
fairbar søger medlemmer til musikudvalget
Kunne du tænke dig et studierelevant, frivilligt fritidsjob med gode kolleger og mulighed for masser af erfaring med booking af musikere og afvikling af koncerter? Og kunne du tænke dig at sætte dit aftryk i verden samtidig med, at du opbygger et professionelt netværk i musikmiljøet? Så er du måske det nye medlem af fairbars musikudvalg.
Musikudvalget spiller en helt central rolle for fairbar, der ønsker at være en attraktiv scene for især upcoming århusianske bands. Musikudvalget består af seks personer, der alle har det til fælles, at vi interesserer sig for musik. Vi har et godt samarbejde, og vi hygger os sammen om at få løst de forskellige opgaver.
Vi står blandt andet for programplanlægning af koncerter på caféen 3-5 gange i ugen, for caféens musikprogram under jazzugen og har i de seneste to år også været bagmænd bag musikken på Klostertorv i forbindelse med festugen. Vi står for at tage kontakt til kunstnere, og vi skiftes til at være på caféen, når koncerterne bliver afholdt. Det er også os, der står for kommunikation af retningslinjer for blandt andet forplejning til både musikere og de frivillige bartendere. Og vi laver, i samarbejde med fairbars kommunikationsudvalg, PR for koncerterne.
Som medlem af musikudvalget er du med til at lægge programmet og at afvikle koncerter. Det er vigtigt, at kunstnerne altid får en positiv oplevelse, når de spiller på fairbar, og at de gerne kommer igen. Det er du med til at sikre.
Vi søger medlemmer af musikudvalget som gerne:
• Brænder for musik og har lyst til at præge upcoming-scenen i Århus
• Har kendskab til PA/anlæg og kan lave lyd på de forskellige bands
• Er åben og imødekommende
• Er stabil, ansvarsfuld og initiativrig
• Har tid til 2 møder om måneden og afvikling af cirka 4 koncerter i måneden
Vi kan tilbyde dig:
• Et frivilligt studiejob med mening og ansvar
• Mulighed for at præge fairbars musikscene og derigennem Århus generelle musikmiljø
• Praktisk erfaring som lydmand og musikbooker
• Professionelt netværk i musikmiljøet
• Organisationsforståelse
• Et godt og socialt netværk i fairbar og gode kolleger i udvalget
• Mulighed for at præge fairbars udtryk udadtil
• Et meningsfuldt frivilligt arbejde, hvor du støtter det gode formål, som fairbar er
• CV-pleje
Ring eller skriv, hvis det lyder som noget for dig.
Kontaktperson: Rie Schmidt Knudsen, næstformand i fairbars styregruppe. Telefonnummer: 21 63 59 02. Email: rieknudsen@yahoo.dk
Folkeskolens fremtid under lup. --- Har du efterårsferie eller bare lyst til en hyggelig mandag aften? » »









Comments Closed