I Kaldis mørke fodspor

 

I Kaldis mørke fodspor

Om vi følte os som gedehyrder, skal jeg lade stå hen i de uvisse. Men som gedehyrden Kaldi, som i år 900 fandt de første kaffebønner i Etiopien, var vi på jagt efter den gode oplevelse – the sweet spot.

Kaffemekka. Et univers for de hungrende efter black power… Et paradis beliggende i det sydlige Århus. Leverandør af kaffe og the til fairbar, og dermed intense smagsoplevelser for de, som har fået serveret en perfekt kop mokka.

Indehaveren Niels guidede os rundt i kaffens spændende univers. Intense og karismatiske fortællinger og anekdoter krydrede oplevelsen for flokken af fairbar frivillige.

Til de kaffeafhængige meddelte Niels, at undersøgelser har vist, at den mørke og varme drik bl.a. modvirker Parkinsons syge, Type2 diabetes og depression. En undersøgelse som vakte en vis grad af opmuntring for os, som ubetinget er afhængig af en god kop kaffe. Især i godt selskab.

De bedste bønner til at opnå en god kop kaffe findes i højderne, uanset hvilket land de er plukket i. For hvert land har sine kaffebønnetyper, som har forskellig smag. Syrlige bønner findes i Kenya, hvorimod de mere runde smagsnuancer opnås af bønner fra Guatemala.

Kaffemekka satser på fairtrade. Ikke ubetinget, for virksomhedens fokus er især at de mindre bemidlede kaffefarmere nu også opnår den merpris, som vi som konsumere betaler for kaffen. Derfor lancerer Kaffemekka snart firmaet coffeeroasters.dk, som arbejder med direkte leverance fra farmene. Leverancer som godkendes af firmaets eget personale, som derfor holder skarpt øje med, at pengene ender i de lommer, hvor de nu engang har hjemme og gør bedst gavn.

Aftenens gedehyrder fandt de gode oplevelser og blev endnu mere overbevist om, at en god kop kaffe og velgørenhed sagtens kan gå hånd i hånd. Især på fairbar.

/Peter W. Mogensen

Skriv en kommentar

Indtast de tal du ser på billedet:

« « fairbar modtager regional ølpris --- Besøg fra fairbars støtteprojekt i Indien » »